Generalforsamling 2023

Nyt fra SONFOR

D. 30. maj 2023 afholdt vi vores årlige generalforsamling, hvor årsrapporten for 2022 blev godkendt.

Dette skete der til generalforsamlingen

D. 30. maj 2023 afholdt vi vores årlige generalforsamling, hvor årsrapporten for 2022 blev gennemgået og godkendt.

Der var flere ting på dagsordenen, og et af dem var vores navn. Kært barn har mange navne, og ved vores generalforsamling blev det vedtaget, at vi officielt skifter navn fra Sønderborg Forsyning til SONFOR.

Vores nye navn, SONFOR, har været i folkemunde længe, og det skal være med til at repræsentere vores ambition om at være mere end en driftssikker forsyning, nemlig en nøglespiller i at gøre målet om CO2 neutralitet i 2029 til virkelighed.

Navneændringen blev godkendt, og det samme gjaldt årsrapporten, der demonstrerer både sikker drift og investeringer i fremtiden. Af årsrapporten fremgår der også et underskud, men det repræsenterer i virkeligheden visionære investeringer til fremtiden, hvor sektorkobling, kloakseparering, spildevandsrensning og etablering af vindmøllepark er nogle af de strategiske projekter, vi forfølger det kommende år.

Nedskrivningerne vil ikke betyde ændringer i taksten, og vi vil fortsat drive en økonomisk, sund forretning, der skal komme vores kunder til gode. 

Se alle årsrapporter her.

Bestyrelsesformand i SONFOR, Ellen Trane Nørby.
Uddrag fra formandens beretning

Affald:
I Sønderborg Kommune går det godt med affaldssorteringen. Vi har halveret mængden af affald til forbrænding siden 2020. I 2022 blev der sparet 1225 ton CO2 alene ved at husstandssortere og genanvende plastik fremfor at forbrænde det.Fra juli 2023 bliver tekstilaffald, der genanvendes til bl.a. isolering, en del af affaldssorteringen.

Vand:
I SONFOR er drikkevandet rent og indeholder ikke PFAS.Det strategiske 2025 mål om under 5% vandspild i vores ledningsnet blev nået i 2022.

Fjernvarme:
Fjernvarmeudrulningen på Nordals gør store fremskridt. I 2022 blev 564 kunder tilkoblet. Guderup og Ferieressortet er næste mål. Undersøgelser er i gang om udvidelse af fjernvarmeområdet, og tidsfristen for tilslutning i flere mindre landsbyer er d. 5. juni.

Spildevand:
Ved udgangen af 2022 er der kloaksepareret 83% af kloakkerne i Sønderborg Kommune og lukket 13 overløb. Med et nyt renseanlæg skal spildevandet renses endnu bedre, så der kan sikres et bedre havmiljø. 
Dette blev også godkendt på generalforsamlingen

Bestyrelsesmedlemmerne i SONFOR modtager et vederlag for deres ansvar og indsats. Fremadrettet vil vederlaget blive pris- og lønreguleret en gang om året. Vederlaget har ikke været reguleret siden i 2010, og der bliver derfor lavet en teknisk korrektion med tilbagevirkende kraft i 2023.