Der er fundet bakterier af typen enterokokker i drikkevandet i Ragebøl og Dybbøl. Der er risiko for, at drikkevandet er forurenet. Derfor anbefaler embedslægen, at beboerne i området koger vandet, før det drikkes eller bruges til madlavning.
Der er i vandprøver udtaget fra SONFORs ledningsnet blevet målt en forhøjet tilstedeværelse af bakterien enterokker i drikkevandet. Indtil videre anbefaler embedslægen, at alle beboere i Ragebøl og Dybbøl koger vandet, før de drikker af det eller bruger det til madlavning. Se et kort over de berørte områder her.
Det er endnu for tidligt at sige noget om årsagen til bakterierne. Vi har indledt en intensiv jagt på eventuelle kilder til forureningen.
Drikkevand skal koges i 2 minutter
Vandet skal koge ved 100 grader i to minutter for at dræbe eventuelle bakterierne i vandet. Når du bruger en elkedel, skal du give vandet to opkog med 2–5 minutters mellemrum. Vandet fra hanerne kan godt bruges til tøjvask, rengøring og lignende. Se alle spørgsmål og svar om kogeanbefalinger og vandforurening her.
Opdatering på mandag
Vi vil løbende orientere om situationen. Der er i dag sendt en beredskabsalarm via SMS til alle berørte husstande i området, og der vil blive sendt en ny SMS, når embedslægen vurderer, at påbuddet kan ophæves.
Vi har i dag bestilt en række nye prøver af drikkevandet, som vi afventer resultatet af, da de vil vise, om kogeanbefalingen kan ophæves. Svaret ligger tidligst klar på mandag.
Kogeanbefalinger
- Drikkevand: Drik ikke vand fra hanen. Drik kun kogt, afkølet vand.
- Kaffe- og temaskiner: Kan ikke bruges, da vandet ikke når 100 °C.
- Madlavning: Vandet kan bruges til kogning af fx kartofler og pasta.
- Skylning af grøntsager/salat: Brug ikke vand fra hanen. Skyl i stedet med kogt, afkølet vand.
- Personlig hygiejne: Vandet kan godt bruges til bad og håndvask, men sørg for, at børn ikke drikker vandet.
- Tandbørstning: Brug ikke vand fra hanen. Brug kogt, afkølet vand.
- Opvask: Du kan bruge opvaskemaskinen, hvis temperaturen når mindst 60 °C. Ved håndopvask skal du bruge kogt vand.
- Tøjvask: Maskinvask er sikker ved mindst 60 °C.