Custom Featured Image

Kloakering

Sønderborg Kommunes spildevandsplan for 2016-2021 fastlægger, at ejendomme i udvalgte områder skal spildevandskloakeres og tilsluttes den offentlige kloak. Spildevand fra ukloakerede områder ledes ellers direkte og urenset til vandløb, søer og hav, hvilket påvirker vandmiljøet negativt.

Spildevandskloakeringen er en del af en større indsats for at forbedre vandmiljøet i kommunen. Når en ejendom er omfattet af tilslutningskravet i spildevandsplanen, træder tilslutningspligten i kraft, når SONFOR har ført kloakstik frem til grundgrænsen.

Sådan ser et typisk forløb for kloakering ud, men du skal være opmærksom på, at det kan variere.

1/7. Forundersøgelser på din grund

Vi begynder projektet med at lave forundersøgelser af afløbsforholdene på din grund, hvor vi opmåler og registrerer septiktanke og afløb fra stueplan. Når vi har besøgt alle grunde i området, beslutter vi, hvordan det fremtidige kloaksystem i området bør etableres.

!: Alle dæksler til brønde på din grund skal være fritlagte inden forundersøgelserne, så disse også kan registreres og måles korrekt

Hvis ejendomme i området ligger meget spredt, kan det blive nødvendigt, at der ved enkelte ejendomme opsættes en husstandspumpestation til at føre spildevandet videre. Disse pumpestationer ejes og drives af SONFOR. Hvis forundersøgelserne viser, at det bliver en nødvendighed på din grund, vil vi tale med dig om det.

Vi sender et brev til dig, inden
vi går i gang med undersøgelserne

2/7. Informationsmøde hjemme hos dig

Inden gravearbejdet går i gang, kommer vi forbi din ejendom til et fysisk møde med dig. Som udgangspunkt deltager projektlederen fra SONFOR, en sagsbehandler fra Sønderborg Kommune, rådgiver og entreprenør.

Formålet med besøget er bl.a. at informere dig om forløbet og tidsplanen samt give en præsentation af projektet med tegninger og placering af skelbrønd. Du er også velkommen til at stille eventuelle spørgsmål under besøget.

3/7. Fotografering af dine bygninger

Kloakarbejder kan i sjældne tilfælde utilsigtet medføre bygningsskader. Derfor fotoregistrerer vi alle eksisterende udvendige bygningsskader som revner, sætninger mm., inden anlægsarbejdet går i gang.

Vi gør selvfølgelig alt for at sikre en skånsom tilgang til arbejdet, og at der ikke bruges materiel og/eller metoder, der giver større påvirkninger end højest nødvendigt i forbindelse med arbejdets udførelse.

!: Som ejer skal du sikre dig, at bygningsfunderingen opfylder bestemmelserne i bygningsreglementet jf. Byggelovens §12, stk. 1 og 2

Vi sender et brev til dig, inden
vi går i gang med fotograferingen.

4/7. Når vi graver på din vej

Anlægsarbejdet er omfattende og kræver store maskiner, som kan medføre støj og støv. Gravearbejdet kan fylde en del i gaden og vi kan af sikkerhedsmæssige årsager være nødt til at spærre vejen for gennemkørsel. Vi vil naturligvis bestræbe os på at være til mindst mulig gene, og du vil få besked, hvis vi spærrer vejen helt i perioder. 

Der kan også ske ændringer i tømningen af dine affaldsbeholdere, hvis renovationsbilen ikke kan køre gennem gaden. Vi sørger for tømning så hurtigt som muligt, efter gaden igen er fri for trafik.

Erhvervsdrivende, skoler, organisationer mv., som har behov for adgang under gravearbejdet, bør kontakte os, så vi kan tage de nødvendige hensyn.

5/7. Du skal sørge for kloakeringen på din grund

SONFOR etablerer den nye hovedkloak i vejen og fører et nyt kloakstik frem til skel, så din ejendom fremadrettet kan aflede alt husspildevand til offentlig kloak.

Når vi har ført kloakstik frem til dig, modtager du et afslutningsbrev fra os. Herefter kan du vælge straks at kontakte en autoriseret kloakmester og få udført arbejdet på egen grund. Kloakmesteren skal udføre tilslutningen af spildevandsafløb fra din ejendom til det nye kloakstik, og nedlægge septiktanke på grunden helt.

!: Det er vigtigt, at tilslutningen på din grund først sker, efter du har modtaget et afslutningsbrev fra os. Vi skal nemlig være helt sikre på, at alt arbejdet er færdigt på hovedsystemet, og at systemet er klar til at modtage spildevandet.

Du kan også vælge at afvente et krav fra Sønderborg Kommune om at tilslutte spildevandet det nye kloakstik. Kommunen vil stille krav i form af et påbud og give dig en frist på 12 måneder til at få udført kloakarbejdet på egen grund. Det gør de, fordi kommunen er myndighed på området og har hjemmel til at påbyde en ejendom inden for kloakopland at tilslutte sig til den offentlige kloak og aflede alt husspildevand til denne.

Vi sender et afslutningsbrev til dig,
når vi er færdige med kloakeringen

6/7. Din kloakmester skal færdigmelde arbejdet

Når kloakmesteren er færdig med kloakarbejdet, og spildevandet fra din ejendom er tilsluttet den offentlige kloak, skal den autoriserede kloakmester færdigmelde arbejdet til Sønderborg Kommunes afdeling Byg & Bolig via Byg & Miljø.

!: Din kloakmester skal sende færdigmeldingen til kommunen, fordi det er dokumentation for, at din ejendom er blevet tilsluttet offentlig kloak. Dokumentationen består af kloaktegning og erklæring. Det er også en god ide at bede om en kopi til dig selv fra kloakmesteren.

7/7. Tilslutnings- og vandafledningsbidrag

Vi sender en opkrævning på tilslutningsbidraget, når kloakeringsprojektet er afsluttet og der er etableret kloakstik frem til din grund. Der opkræves tilslutningsbidrag pr. boligenhed. Når din ejendom er tilsluttet, skal du til at betale vandafledningsbidrag.

For erhvervsejendomme skal der betales et tilslutningsbidrag pr. påbegyndt 800 m2 grundareal. Hvis din ejendom er en erhvervsejendom, kan du kontakte os, så kan vi beregne tilslutningsbidraget for din ejendom.

Vi sender en opkrævning til
dig på tilslutningsbidraget.

Vær opmærksom som grundejer

Der er nogle forhold, som er vigtige for dig at være opmærksom på i forbindelse med kloakeringsprojektet på din grund. Derfor vil vi gerne fremhæve at:

  • SONFOR er kun forpligtet til at afvande spildevandet fra stueplan på din grund.
  • Du som grundejer selv skal betale evt. omlægning af afløbsinstallationen eller pumpning for afledning fra kælder.
  • Arbejdet med tilslutning af kloakken på din egen grund, skal udføres af en autoriseret kloakmester.
  • Dine oplysninger i BBR (Bygnings- og Boligregistret) har indflydelse på beregningen af tilslutningsbidragets størrelse, så vær opmærksom på om de er rigtige

Hvem har ansvaret for hvad efter kloakering?

Hvem betaler hvad?

Der følger økonomiske omkostninger med kloakeringsprojektet for dig som grundejer.

Afdragsordning og fristforlængelse

Det er muligt at søge om afdragsordning og fristforlængelse til at efterkomme påbud fra Sønderborg Kommune om tilslutning til offentlig kloak. Der er nogle betingelser, der skal være opfyldt for at kunne komme i betragtning til ordningen. Du kan læse mere om betingelser og ordningen på Energistyrelsens hjemmeside eller kontakte Sønderborg Kommunes afdeling Vand & Natur.

Du skal ansøge om fristforlængelse og afdragsordning på Sønderborg Kommunes hjemmeside under emnet ”Kloakering, spildevand og regnvand”.

Lån til pensionister og efterlønsmodtager

Hvis du er fyldt 65 år, pensionist eller efterlønsmodtager, tilbyder kommunen et lån til betaling af tilslutningsbidrag og udgifter til forbedring af kloakken på din egen grund. Lånet kaldes også indefrysning af ejendomsskat.

Det er et krav, at der er friværdi i ejendommen, og at ejendommen bruges til beboelse.

Du kan kontakte Sønderborg Kommunes Ejendomsskat, hvis du vil vide mere.

Sådan vil din kloak se ud, når den er tilsluttet