Madkartoner
hjem På genbrugs-pladsen
Madkartoner
Hvor skal det hen?
Kartoner, der har indeholdt mad som f.eks. flåede tomater, mornaysauce eller linser, kan du aflevere i din genbrugsbeholder til Plast sammen med de øvrige kartoner.
Vær opmærksom på
Hvorfor skal kartonen i beholderen til Plast? Det kan lyde mærkeligt, at mad- og drikkekartonerne skal i samme rum som plastik, når nu de er lavet af pap – men faktisk er det nemt at forstå: Mad- og drikkekartonerne vil næsten altid være våde eller indeholde små rester af f.eks. yoghurt. Hvis de våde og beskidte kartoner bliver blandet med papir og pap i genbrugsbeholderen, bliver papir og pap også beskidt og vådt − og så kan vi ikke genanvende det. Plastik derimod må gerne blive vådt, og hvis der kommer lidt mælk eller tomatsauce på, kan det bare blive vasket af.
Står der på kartonen, at den skal til restaffald? På en del kartoner står, at de skal afleveres til restaffald, men sådan er det ikke i Sønderborg kommune. Hos os skal alle mad- og drikkekartoner afleveres i genbrugsbeholderens rum til plast, så de kan blive genanvendt. Når der står noget andet på kartonerne, er det fordi vi i Sønderborg var den første kommune i Danmark, der indførte husstandsindsamling af kartoner. De andre kommuner er i fuld gang, men her skal kartonerne stadig til restaffald. Så teksten på kartonerne er skrevet til indbyggerne i landets 97 andre kommuner – ikke til os i Sønderborg.
Hvad sker der med affaldet?
På genanvendelsesanlægget bliver mad- og drikkekartonerne kørt gennem en vaskecentrifuge, og den udvendige og indvendige plastikfolie på kartonerne bliver adskilt fra papirfibrene i midten. Når de er grundigt renset, bliver papirfibrene genanvendt i nye papirprodukter.