Unge fra STU giver genbrug nyt liv

Genbrug

Vi vil gerne gøre en forskel lokalt – og genbrug er en af de måder, vi kan bidrage på. Derfor har vi indgået et nyt samarbejde med STU Ulkebøldam, hvor skolens unge får mulighed for at hente genbrugsting gratis i vores genbrugsbutik på Nørrekobbel. Her giver de tingene nyt liv, før de sælges igen i butikken – til gavn for både de unge og miljøet.

De unge på STU arbejder kreativt med genbrugstingene og omdanner dem til nye produkter. Det kan være alt fra møbler og dekorationer til praktiske hverdagsgenstande, der får nyt liv gennem deres hænder.

Et samarbejde med mening

For os handler samarbejdet ikke kun om at fremme genbrug – det handler også om at støtte unge, der har brug for en særlig tilrettelagt uddannelse. STU er en treårig ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, hvor der er fokus på at styrke deres personlige, sociale og faglige kompetencer. Ved at arbejde med genbrug får de et konkret formål med deres opgaver og ser deres indsats gøre en reel forskel.

Den vigtigste faktor i dette samarbejde er, at vi støtter op om skoler som STU og giver de unge et formål med det, de laver. De unge gør et fantastisk arbejde, og vi er glade for at kunne hjælpe med at give dem nye muligheder,” siger Sarah Andersohn afdelingsleder for SONFORs genbrugsbutikker.

Samarbejdet med STU Ulkebøldam viser, hvordan vi sammen kan skabe positive forandringer – både for mennesker og miljøet.

Vi glæder os til at følge de unges arbejde og se deres kreative genbrugsprodukter tage form.

Kig forbi genbrugsbutikken på Nørrekobbel fredag d. 21/3 fra 10-13.00, hvor de unge fra STU vil fremvise nogle af deres genbrugsløsninger.

Eksempler på genbrugsløsninger fra STU