Søren A. Henriksen er udnævnt til ny projektchef i Projekt Værdivand efter Dennis B. Carstensen, som har valgt at stoppe for i stedet at starte selvstændig rådgivningsvirksomhed.
Fra starten af december bliver det Projekt Værdivands hidtidige tekniske chef, Søren A. Henriksen, som skal stå i spidsen for at gøre Sønderborgs nye, moderne rensestruktur til virkelighed. Med i rygsækken har den nyudnævnte projektchef blandt andet lang erfaring med at bygge produktionsanlæg for store virksomheder i klima- og energisektoren.
Netop dén erfaring har været afgørende for valget af Søren A. Henriksen som ny projektchef. Det fortæller Christian Udby, Adm. Direktør i SONFOR.
Det seneste år har Dennis B. Carstensen stået i spidsen for en kritisk gennemgang af vores planer for den nye moderne rensestruktur, så vi er bedst muligt forberedt til at udnytte mulighederne i sektorkobling og digitalisering. Den nye plan blev godkendt af vores bestyrelse i maj, og vi er nu i fuld gang med projektmodningen. Søren A. Henriksen har dyb forståelse for de processer og dynamikker, der indgår i at realisere store byggeprojekter, og derfor er jeg glad for, at Søren har sagt ja til at stille sig i spidsen for projektteamet nu, hvor vi for alvor skal føre planerne ud i livet, siger Christian Udby, der samtidigt takker Dennis B. Carstensen for indsatsen.
Christian Udby, Direktør SONFOR A/S
En af hovedprioriteterne for den nye projektchef er nu at få gennemført et måleprogram, der kan give et opdateret billede af tilstanden i Alssund, som efter planen skal modtage det rensede spildevand. Det har nemlig stor betydning for, hvordan det nye renseanlæg helt konkret kan og skal skrues sammen.
Jeg er stolt og ydmyg over at få ansvar for et projekt, som kommer til at gøre en positiv forskel for Sønderborg og vandmiljøet i generationer fremover. Det er samtidig en stor investering, og vi skal være sikre på, at vi får mest mulig miljøgevinst og værdi for pengene. Det ser jeg frem til at løse i tæt dialog med vores naboer og lokalsamfund.
Søren A. Henriksen, Projektchef Værdivand
Den ny projektchef glæder sig samtidig også til dialogen med potentielle partnere, som kan hjælpe med at udnytte mulighederne i sektorkobling. Det handler f.eks. om at udnytte varmen i spildevandet og om at bruge det rensede vand til produktion af brint i power2x-anlæg. En anden mulighed er at omdanne slam fra renseanlægget til såkaldt biokul, der kan fange kuldioxid, så det ikke siver tilbage i atmosfæren. Det er blot nogle af de nye teknologiske muligheder, som projektchefen skal sikre, der bliver taget praktisk højde for i indretningen af det nye anlæg.
Om Projekt Værdivand
Projekt Værdivand” er et selvstændigt projekt under SONFOR, som har fået til opgave at bygge et nyt, centralt renseanlæg, der er forberedt til fremtiden og som kan rense mere og bedre for pengene. Det skal erstatte de nuværende, udtjente anlæg og sikre, at Sønderborg kan leve op til nye, skrappe krav til rensning for miljøfremmede stoffer og reduceret klimabelastning. Samtidig skal det nye anlæg forberedes til sektorkobling, der giver muligheder for at udvinde værdi af spildevandet i form af varme, el, energi og biokul til næringskredsløbet.
Læs mere om projektet på www.vaerdivand.dk.