Mobil banner

Forundersøgelse forlænges frem til udgangen af 2026

Fjernvarme

Sønderborg Varme og SONFOR Varme er enige om at bruge yderligere 6 måneder til den indledende afklaring af, om en sammenlægning kan give mening. Tiden skal blandt andet bruges til at indsamle flere data om SONFORs driftsmæssige setup og på en økonomisk gennemgang af selskaberne.  

Sønderborg Varme, SONFOR og Sønderborg Kommune har siden starten af året arbejdet på en indledende analyse af mulighederne for at lægge Sønderborgs to tilbageværende fjernvarmeselskaber sammen. Den arbejdsgruppe, parterne har nedsat i forbindelse med undersøgelsen, er enige om, at der skal tilvejebringes mere viden, inden selskabernes bestyrelse kan tage stilling til den videre proces. Derfor forlænges forundersøgelsen nu med et halvt år.

”Vi har god fremdrift i forundersøgelsen og har allerede fået belyst en lang række forhold. Men SONFOR Varmes driftsmæssige setup er relativt nyt, og vi har blandt andet brug for flere driftsdata til den økonomiske analyse, fortæller Susanne Pagh, som er direktør i SONFOR.

Susanne Pagh peger specifikt på SONFORs nye varmepumpe, hvor forlængelsen vil gøre det muligt at indsamle yderligere erfaringer og dermed gøre beslutningsgrundlaget mere solidt.

Derudover arbejdes der med en samlet økonomisk gennemgang af selskaberne, herunder opgørelse af aktiver, forpligtelser og fremtidige økonomiske forhold. Formålet er at sikre en fælles og gennemsigtig forståelse af udgangspunktet for begge selskaber i tilfælde af en sammenlægning.

Sønderborg Varme bakker op om, at der afsættes ekstra tid til at få indsamlet yderligere oplysninger, inden bestyrelserne skal tage stilling til det videre forløb:

”For os er det afgørende, at beslutningsgrundlaget er tilstrækkeligt oplyst, før vi tager stilling til næste skridt. Vi bakker derfor op om, at der anvendes mere tid på at få afklaret de relevante forhold i processen,” siger Anders Kruse.

Beslutningsgrundlag forventes klar i 2027

Parterne forventer, at der foreligger et samlet grundlag for stillingtagen i begyndelsen af 2027. Herefter vil bestyrelserne for de to selskaber tage stilling til den videre proces.

Udgifterne til forlængelsen kan holdes inden for de midler, Sønderborg Kommune tidligere har afsat til forundersøgelsen, og de kommer derfor ikke til at påvirke de to selskabers fjernvarmekunder.

“Vi ser fortsat positivt på mulighederne i et tættere samarbejde mellem Sønderborg Varme og SONFOR Varme, og derfor skal processen selvfølgelig være grundig. For en eventuel fusion kan være med til at styrke vores fælles forsyning, skabe en mere robust og effektiv drift og give bedre løsninger for både borgere og virksomheder. Det handler i sidste ende om at sikre en stabil, fremtidssikret og bæredygtig varmeforsyning i hele Sønderborg Kommune”, siger Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune.


Yderligere information:

Sønderborg Varme, Anne Branderup, chefkonsulent kommunikation & compliance: tlf.: 3126 3685 eller abr@sfjv.dk

SONFOR pressetelefon: 8843 5380 eller presse@sonfor.dk

Erik Lauritzen, borgmester Sønderborg Kommune, tlf.: 2790 0206