I efteråret 2025 afholder SONFOR Vand og SONFOR Spildevand igen forbrugervalg, hvor du har mulighed for at stille op og vores kunder kan stemme to kandidater direkte ind i vores bestyrelse. I bestyrelsen kan du være med til at træffe beslutninger, der former fremtidens forsyning i Sønderborg Kommune.
Forbrugervalget er kundernes direkte adgang til bestyrelsesbordet. Mange ved ikke, at SONFORs bestyrelse faktisk formes af borgerne på to måder: gennem kommunalvalget og gennem forbrugervalget. Når man stiller op eller stemmer, får man direkte indflydelse på de beslutninger, der sætter retningen for vores lokale forsyning,
Direktør i SONFOR, Christian Udby
Én bestyrelse med ansvar for hele SONFOR
SONFOR har en enhedsbestyrelse, hvilket betyder, at selvom de to forbrugervalgte medlemmer vælges af forbrugerne i SONFOR Vand og SONFOR Spildevand, så får de begge plads i bestyrelsen for alle selskaber i SONFOR-koncernen. De vil altså komme til at arbejde med retningen for både vand, spildevand, varme og affald i de kommende fire år.
Opgaver og ansvar i bestyrelsen
Som bestyrelsesmedlem er man med til at sætte kursen for en række vigtige spørgsmål – blandt andet hvordan vi beskytter grundvandet, hvordan vi håndterer medicinrester på renseanlægget, og hvordan vi ruster os til klimaforandringer.
Du behøver ikke være ekspert i forsyning for at stille op. Det vigtigste er, at du har lyst til at tage ansvar og bidrage med dine egne erfaringer og perspektiver. Du repræsenterer ikke andre kunder, men du er valgt af dem,
Direktør i SONFOR, Christian Udby
På denne side kan du læse mere om, hvad det indebærer at være en del af en professionel bestyrelse i et aktieselskab, hvilket er værd at vide, inden du stiller op.
Sådan stiller du op
For at stille op skal du være fyldt 18 år, og samle underskrifter fra 25 stemmeberettigede kunder i SONFOR Vand eller SONFOR Spildevand, som støtter din opstilling. Du samler underskrifter digitalt via valgsystemet.
Hvis du ønsker at stille op, kan du melde dig som kandidat her.
Fristen er 10. september 2025 kl. 12.00.
Valget starter 1. oktober
Selve valget foregår digitalt fra 1. oktober til 15. oktober 2025. På vores valghjemmeside kan du følge med i hvor langt vi er i valgprocessen – og her vil du også kunne læse om kandidater senere og stemme, når selve valget åbner.