Vores vandværker

I Sønderborg Forsyning driver vi seks vandværker, der hvert år leverer 2.600.000 m3 rent drikkevand til vores kunder

Vores seks vandværker

Vi leverer drikkevand til ca. halvdelen af indbyggerne i Sønderborg Kommune – helt konkret i og omkring Augustenborg, Gråsten, Nordborg og Sønderborg.

På kortet kan du se, om du får vand fra ét af Sønderborg Forsynings vandværker. Hvis din adresse ikke er markeret på kortet, får du sandsynligvis vand fra et privat vandværk. 

Ca. halvdelen af borgerne i Sønderborg Kommune får vand fra os i Sønderborg Forsyning – resten får vand fra et privat vandværk

Hvor kommer dit drikkevand fra?

Her kan du læse mere om de af vores vandværker, der leverer drikkevand til dig, hvis du bor i henholdsvis Augustenborg, Gråsten, Nordborg eller Sønderborg området.

Augustenborg - Mjang Dam Vandværk

Hvis du bor i eller i nærheden af Augustenborg får du drikkevand fra Mjang Dam Vandværk. Vandet bliver transporteret i en rørledning fra Mjang Dam Vandværk, via dæmningen og op til selve byen. Lige før dæmningen sørger en pumpestation for at hæve trykket i vandledningen. 

Mjang Dam Vandværk blev opført i 1970 og henter vand fra tre forskellige boringer. Når vandet er blevet pumpet ind på vandværkerne, bliver det beluftet og filtreret. Det gør vi for at fjerne så meget jern, mangan og ammonium som muligt, så vandet bliver klart og f.eks. ikke misfarver tøjet ved tøjvask. Det er også vigtigt at fjerne ammonium, fordi det kan omsættes til nitrit, der kan være sundhedsskadeligt.

Gråsten - Gråsten Vandværk

Gråsten Vandværk blev indviet i 2017. Alt foregår i lukkede systemer og i to adskilte spor, der hver især har kapacitet til at dække hele byens forbrug. Hele værket er opført med henblik på at skabe optimal fødevaresikkerhed. Værket bliver forsynet fra tre boringer, der ligger i naturområdet mellem Dyrkobbel og jernbanen ca. 450 meter væk. Boringerne er ca. 60 meter dybe. 

Værkets samlede kapacitet er 700.000 m³ per år, svarende til ca. 1.900 m³ i døgnet – det maksimale forbrug er 130 m³ i timen.

På Gråsten Vandværk bliver råvandet ledt gennem lukkede trykfiltre, der indeholder sand. Når råvandet får tilført ilt, udfældes jern og mangan, der sætter sig på sandkornene. Vi bruger ingen kemikalier til at rense drikkevandet.

Nordborg - Nordborg Vandværk og Havnbjerg Vandværk

Nordborg og Havnbjerg får vand fra henholdsvis Nordborg Vandværk og Havnbjerg Vandværk. De to ledningsnet er normalt ikke koblet sammen, men vi har mulighed for at gøre det i nødsituationer, så ét af vandværkerne kan forsyne begge ledningsnet.

Nordborg Vandværk er fra 1976 og henter vand fra tre boringer, mens Havnbjerg Vandværk er fra 1963 og får vand fra tre andre boringer. Når vandet bliver pumpet ind på de to vandværker, bliver det beluftet og filtreret. Det gør vi for at fjerne så meget jern, mangan og ammonium som muligt, så vandet bliver klart og ikke misfarver tøjet, når du starter vaskemaskinen. Vi sørger også for at fjerne ammonium, fordi det kan omsættes til nitrit, der kan være sundhedsskadeligt.

Sønderborg – Huholt Vandværk, Mjang Dam Vandværk og Rønsdam Vandværk

Sønderborg, Dybbøl og Mjang får drikkevand fra hele tre vandværker. Huholt Vandværk og Mjang Dam Vandværk er placeret på Als, og Rønsdam Vandværk er placeret på Jyllandssiden. Vandværkerne bliver suppleret af to højdebeholdere og en pumpestation.

Ledningsnettet er opdelt i en højtryks- og en lavtrykszone, og alle tre vandværker leverer vand til begge zoner. Vandet til vandværkerne kommer fra ti forskellige boringer, der alle er placeret i landområder. For at beskytte grundvandet er det derfor vigtigt at indgå aftaler med landmænd og virksomheder i området omkring boringerne, så der bliver sprøjtet så lidt som muligt. 

Når vandet bliver pumpet ind på vandværkerne, bliver det beluftet og filtreret. Det gør vi for at fjerne så meget jern, mangan og ammonium som muligt, så vandet bliver klart og ikke misfarver ved tøjvask. Vi sørger også for at fjerne ammonium, fordi det kan omsættes til nitrit, der kan være sundhedsskadeligt.