Undgå frostskader på vandmåler og vandrør

Sidder din vandmåler i et uopvarmet rum, f.eks. en garage eller et udhus, er det en rigtig god idé at sørge for, at måleren ikke bliver udsat for frost.

Vær opmærksom på, at mange forsikringsselskaber ikke dækker skader, som frostsprængte rør giver på dit hus, hvis rumopvarmning har været ‘utilstrækkelig’ – det betyder ofte, at du ikke har sørget for mindst 17 grader i hele boligen.

Hvis uheldet er ude, og et af dine vandrør er sprunget, er det vigtigt, at du hurtigst muligt får stoppet vandstrømmen – så luk for hovedhanen. Hovedhanen sidder som regel i nærheden af din vandmåler.

 

Vær særlig opmærksom på sommerhuset

Især i sommerhuse, hvor der bliver lukket ned for varmen i vinterperioden, er der stor risiko for, at vandrørene sprænger. Det bedste er at lukke for vandet ved hovedhanen, og så lade husets vandhaner stå åbne. På den måde tømmer du anlægget for vand og undgår dermed frostsprængninger.

Gode råd, hvis dit sommerhus, IKKE er opvarmet om vinteren

  • Tøm anlægget for vand og afmonter termostatstyrede blandingsbatterier, der konstant indeholder vand.
  • Toilet, cisterner og gulvafløb kan frostsikres med frostvæske.
  • Tøm opvaske-, vaskemaskine, toilet og cisterne for vand. En vredet klud i toilettet kan hindre eventuelle lugtgener.


Gode råd, hvis dit sommerhus er opvarmet om vinteren

  • Hvis du ikke tømmer rørene i for vand, bør du lade sommerhuset være opvarmet til 8-10 grader.
  • Vær opmærksom på rør i uopvarmede rum, der er placeret tæt på dårligt isolerede ydervægge og under gulvene.
  • Husk udendørs-hanen. Luk for vandtilførslen og tøm den for vand.

Luk for vandet ved hovedhanen, når huset ikke er beboet. Det kan begrænse en eventuel skade.