Custom Featured Image

Kloakseparering

Sønderborg Kommunes spildevandsplan for 2016-2021 fastlægger, at kloaksystemet i udvalgte områder skal separeres. Formålet er at begrænse risikoen for oversvømmelser og udledning af urenset spildevand til vandmiljøet ved kraftige regnskyl. Separering indebærer, at regnvand fra tage og overflader adskilles fra spildevand.

Hvorfor kloakseparering og hvad betyder det for dig?

Sønderborg Kommune og SONFOR har en ambition om, at alle fælleskloakerede områder i kommunen, hvor regnvand (tag- og overfladevand) og spildevand løber i samme kloakledning, skal separatkloakeres. Separatkloakering betyder, at spildevand og regnvand adskilles (separeres) og ledes i hver deres kloakledning.

Der er mange miljømæssige og samfundsøkonomiske gevinster ved at kloakseparere, deriblandt at:

  • minimere risikoen for, at spildevand havner i kælderen ved kraftige regnskyl
  • minimere risikoen for, at spildevand løber over fra kloaknettet til følsomme vandområder ved kraftige regnskyl
  • fjerne regnvand fra renseanlæggene, da det ikke hensigtsmæssigt at bruge energi på at rense regnvand.
  • koncentreret spildevand kan renses bedre og driften bliver derved billigere

! Når det af kommunens spildevandsplan fremgår, at din ejendom skal kloaksepareres, så er grundejer jf. Miljøbeskyttelsesloven forpligtet til for egen regning at adskille regn- og spildevand i separate kloaksystemer på egen grund.

Sådan ser et typisk forløb for separering ud, men du skal være opmærksom på, at det kan variere fra projekt til projekt.

1/7. Forundersøgelser på din grund

Vi begynder projektet med at lave forundersøgelser af afløbsforholdene på din grund. Det gør vi med et kamera i dine afløb, hvor vi opmåler og registrerer afløb fra stueplan.

Når vi har besøgt alle grunde i området, beslutter vi, hvordan det fremtidige kloaksystem i området bør etableres.

!: Alle dæksler til brønde på din grund skal være fritlagte inden forundersøgelserne, så disse også kan registreres og måles korrekt.

Vi sender et brev til dig, inden
vi går i gang med undersøgelserne

2/7. Informationsmøde hjemme hos dig

Inden gravearbejdet går i gang, kommer vi forbi din ejendom til et fysisk møde med dig. Som udgangspunkt deltager projektlederen fra SONFOR, en sagsbehandler fra Sønderborg Kommune, rådgiver og entreprenør.

Formålet med besøget er bl.a. at informere dig om forløbet og tidsplanen samt give en præsentation af projektet med tegninger og placering af ny skelbrønd. Du er også velkommen til at stille eventuelle spørgsmål under besøget.

Vi sender et brev med tidspunkt, inden vi kommer på besøg.

3/7. Fotografering af dine bygninger

Kloakarbejder kan i sjældne tilfælde utilsigtet medføre bygningsskader. Derfor fotoregistrerer vi alle eksisterende udvendige bygningsskader som revner, sætninger mm., inden anlægsarbejdet går i gang.

Vi gør selvfølgelig alt for at sikre en skånsom tilgang til arbejdet, og at der ikke bruges materiel og/eller metoder, der giver større påvirkninger end højest nødvendigt i forbindelse med arbejdets udførelse.

!: Som ejer skal du sikre dig, at bygningsfunderingen opfylder bestemmelserne i bygningsreglementet jf. Byggelovens §12, stk. 1 og 2

Vi sender et brev til dig, inden
vi går i gang med fotograferingen.

4/7. Når vi graver på din vej

Anlægsarbejdet er omfattende og kræver store maskiner, som kan medføre støj og støv. Gravearbejdet kan fylde en del i gaden og vi kan af sikkerhedsmæssige årsager være nødt til at spærre vejen for gennemkørsel. Vi vil naturligvis bestræbe os på at være til mindst mulig gene, og du vil få besked, hvis vi spærrer vejen helt i perioder. 

Der kan også ske ændringer i tømningen af dine affaldsbeholdere, hvis renovationsbilen ikke kan køre gennem gaden. Vi sørger for tømning så hurtigt som muligt, efter gaden igen er fri for trafik.

Erhvervsdrivende, skoler, organisationer mv., som har behov for adgang under gravearbejdet, bør kontakte os, så vi kan tage de nødvendige hensyn.

5/7. Du skal sørge for kloakseparering på din grund

SONFOR etablerer de nye hovedkloakker i vejen og fører nye kloakstik frem til skel, så din ejendom fremadrettet kan aflede alt husspildevand til spildevandskloakken og regnvand til regnvandskloakken fra stueplan.

Når SONFOR har ført kloakstik frem til skel, modtager du et afslutningsbrev fra os. Du kan nu vælge straks at kontakte en autoriseret kloakmester og få udført separeringen på din egen grund (adskille regnvand og spildevand og tilslutte nye kloakstik), eller afvente et krav fra Sønderborg Kommune.

Undgå rotter

Efter separering er der en forhøjet risiko for, at rotter kan søge hen imod dine private spildevandsledninger. Årsagen til dette er, at de nye kloakledninger ude i vejen er tætte, og rotterne skal finde tørre redepladser andre steder. Her kan borgernes huse måske være nærliggende, hvis kloakledningerne er utætte.

For at minimere risikoen for rotter fra din kloak, anbefaler vi, at du i sammenhæng med kloakseparering sikrer, at dine kloakrør er tætte og får monteret en rottespærre. Du kan få råd og vejledning ved din autoriserede kloakmester angående dette.

!: SONFOR kun har pligt til at modtage spildevand fra stueplan. Det er derfor som hovedregel grundejer, der skal bekoste evt. omlægning af afløbsinstallationen eller pumpning for afledning fra kælder

Vi sender et afslutningsbrev til dig,
når vi er færdige med kloakeringen

6/7. Kommunen stiller krav om separering af kloak

Hvis du ikke frivilligt har separeret regnvandet og spildevandet på din grund, samt færdigmeldt arbejdet til kommunen inden for de første 12 måneder, vil Sønderborg Kommune følge op og stille krav.

Kommunen stiller krav om tilslutning til alle ejendomme, der mangler at separere. Kommunens krav kommer i et påbud og giver grundejeren en frist på 3 måneder til at udføre separeringen på egen grund.

7/7. Din kloakmester skal færdigmelde arbejdet

Når den autoriserede kloakmester er færdig med separeringen din ejendom, skal kloakmesteren færdigmelde arbejdet til Sønderborg Kommunes afdeling Byg & Bolig via Byg og Miljø..

!: Din kloakmester skal sende færdigmeldingen til kommunen, fordi det er dokumentation, når din ejendom er blevet kloaksepareret. Dokumentationen består af kloaktegning og erklæring. Det er også en god ide at bede om en kopi til dig selv fra kloakmesteren.

Vær opmærksom som grundejer

Der er nogle forhold, som er vigtige for dig at være opmærksom på i forbindelse med separeringsprojektet på din grund. Derfor vil vi gerne fremhæve at:

  • SONFOR er kun forpligtet til at afvande spildevandet fra stueplan på din grund.
  • Du som grundejer selv skal betale evt. omlægning af afløbsinstallationen eller pumpning for afledning fra kælder.
  • Arbejdet med separering af kloakken på din egen grund, skal udføres af en autoriseret kloakmester. Det er dit ansvar, at loven bliver overholdt. Når du benytter en autoriseret kloakmester, påtager kloakmesteren sig ansvaret for, at kloakarbejdet udføres korrekt.
  • Du skal ikke betale et nyt tilslutningsbidrag. Dette bidrag, skal man kun betale første gang, ejendommen skal tilsluttes det offentlige kloaksystem. Din udgift er udelukkende omkostningerne til kloakmesteren og dermed ingen gebyr til hverken kommunen eller SONFOR.
  • Afløbsforholdene på din ejendom kan først registreres som separeret i BBR (Bygnings- og Boligregistret), når kommunen har modtaget færdigmeldingen fra din kloakmester.

Hvem har ansvaret for hvad efter kloakseparering?

Hvem betaler hvad?

Der følger økonomiske omkostninger med kloakeringsprojektet for dig som grundejer.

Lån til pensionister og efterlønsmodtager

Hvis du er fyldt 65 år, pensionist eller efterlønsmodtager, tilbyder kommunen et lån til betaling af tilslutningsbidrag og udgifter til forbedring af kloakken på din egen grund. Lånet kaldes også indefrysning af ejendomsskat.

Det er et krav, at der er friværdi i ejendommen, og at ejendommen bruges til beboelse.

Du kan kontakte Sønderborg Kommunes Ejendomsskat, hvis du vil vide mere.

Sådan ser et afløbssystem ud efter separering

!: Efter separering løber vandet fra dine fliser, vejrist og tag direkte ud i vandløb eller i havet. Det kommer ikke forbi renseanlægget først. Derfor er det vigtigt, at der kun kommer rent vand i dine afløb udenfor, og at du holder kemikalier og sæbe indendørs.