Mobil banner

TV-inspektion af kloaksystem i Broager fra uge 47

Nyheder

I perioden november 2025 til januar 2026 foretager SONFOR en såkaldt TV-inspektion af kloaksystemet i dele af Broager. Arbejdet begynder i uge 47 og er en del af forberedelserne til den næste etape af kloaksepareringen i området.  

SONFOR og Sønderborg Kommune arbejder målrettet på at færdiggøre Broager etape 9.3, inden vi går i gang med etape 10 og 11. Som en del af forberedelserne skal kloaksystemet gennemgås grundigt med spuling og TV-inspektion, så vi får et præcist overblik over de eksisterende kloakledninger og brønde.

På kortet kan ses, hvilke dele af byen, som er med i etape 9.3, 10 og 11.

Hvad er en TV-inspektion?

Når vi skal kloakseparere i et område, begynder vi projektet med at lave forundersøgelser af afløbsforholdene i hele området. Det gør vi ved at sende et kamera ned i kloakken, og det kaldes en TV-inspektion. Her opmåler og registrerer vi afløb og tilslutninger, og undersøger terrænforskelle og vandmængder, så vi kan dimensionere nye rør og beregne behovet for fald og pumper i systemet efter en separering.

Med TV-inspektion kan vi samtidig se, hvor der er brud, rødder eller tilstopninger – uden at skulle grave. Det giver et klart billede af, hvad der skal udbedres, og sikrer, at vi planlægger den næste etape rigtigt fra starten.

Derfor laver vi TV-inspektion

  • Finder problemer i tide: Kameraet afslører skader som rørbrud, sætninger, tilstopninger eller rødder.
  • Sikrer bedre planlægning: Vi får et detaljeret overblik over tilslutninger og rørenes tilstand, så arbejdet kan udføres mere effektivt.
  • Undgår unødvendig opgravning: Når vi ved præcis, hvor problemerne er, kan vi nøjes med at grave dér, hvor det er nødvendigt.
  • Giver dokumentation: Resultatet bruges i planlægningen og kan også være nyttigt ved forsikringssager eller ejendomssalg.

Sådan foregår det

Et kamera føres ned i en brønd eller et afløb og sender billeder i realtid til en skærm, hvor en faguddannet vurderer forholdene. Herefter udarbejdes en rapport, der danner grundlag for den videre planlægning.

Sønderborg Kommune kloaksepareres løbende

Sønderborg Kommune og SONFOR har en fælles ambition om at separere regnvand og spildevand i alle områder, hvor det i dag løber i samme kloakledning.

Når vandet adskilles, ledes spildevand og regnvand i hver deres ledning – og det giver både miljømæssige og samfundsøkonomiske gevinster:

  • Mindre risiko for spildevand i kældre ved kraftige regnskyl
  • Mindre risiko for overløb til søer og fjorde
  • Renseanlæggene skal ikke bruge kapacitet på at rense regnvand, som godt kan udledes til naturen
  • Spildevandet bliver mere koncentreret og kan renses billigere og mere effektivt

Læs mere om processen for kloakseparering herunder.