Mobil banner

Projekt Værdivand fremrykker rensning for miljøfarlige stoffer

Nyheder

SONFORs bestyrelse har denne uge besluttet, at rensning for miljøfarlige stoffer skal tænkes med fra start i Sønderborgs nye rensestruktur. Samtidig får Projekt Værdivand 24 måneder til at gennemføre nye miljøundersøgelser og udarbejde en ny miljøkonsekvensrapport. Undersøgelserne skal danne grundlag for en ny udledningstilladelse. Beslutningen betyder at det nye værdivand anlæg forventes fuldt ibrugtaget i 2031.

Beslutningen følger som konsekvens af skærpede miljøkrav, hvor både regler og myndighedspraksis i de senere år er blevet markant skærpet i kølvandet på den såkaldte Horsens-sag, der allerede har forsinket projektet. Efter en grundig gennemgang af projektgrundlaget, har projektchef for den nye rensestruktur, Søren A. Henriksen, anbefalet, at der skal gennemføres nye undersøgelser og udarbejdes en helt ny miljøkonsekvensrapport. Dermed bliver rensning for miljøfarlige stoffer, det såkaldte 4. rensetrin, tænkt ind i projektet fra start:

Vi har i tæt dialog med vores rådgivere vurderet, at vi ikke kan opnå de nødvendige tilladelser med de tidligere udarbejdede undersøgelser og miljøkonsekvensrapporter. Det handler kort og godt om, at kravene til, hvad vi skal dokumentere, er markant strammet. Vi har også vurderet, at vi er nødt til at indtænke rensning for miljøskadelige stoffer, som f.eks.  medicinrester og pfas fra start.

Søren A. Henriksen, projektchef i SONFOR

Som et konkret eksempel på, hvordan kravene har ændret sig de seneste år, nævner han, at der tidligere er udarbejdet en miljøundersøgelse, hvor der – udover næringssalte – blev målt på otte tungmetaller i Alssund. De nye målinger omfatter – udover næringssalte – 85 miljøfarlige stoffer, som skal overvåges over fire kvartaler, så der tages højde for sæsonudsving. Mens stofferne tidligere kun blev målt i vandet, så er der nu tale om langt mere omfattende målinger, som medtager koncentrationer i både vand, havbund og blåmuslinger.

Bestyrelsesformand for SONFOR Ellen Trane Nørby er tilfreds med, at det 4. rensetrin nu kommer med fra start.

Selvfølgelig er det træls, at der skal laves en ny miljøkonsekvensrapport, men for os handler det om at få mest miljø for pengene og sikre, at SONFOR bidrager positivt til et renere havmiljø, uden vi bruger flere penge end det allerede budgetterede. Vi har i lighed med andre forsyningsselskaber og kommuner været ramt af den uklarhed, Horsens-sagen har skabt. Men i mellemtiden er nye renseteknologier også blevet mere modne. Erfaringer fra Schweiz viser, at det i dag er praktisk muligt at rense spildevandet så godt, at det kan bruges direkte til opdræt af spisefisk. Vi har selvfølgelig ikke planer om at opdrætte fisk, men det er en type renseteknologier, vi vil tænke ind i vores anlæg, til gavn for både borgere, turisterhverv og havmiljø i Sønderborg Kommune.

Ellen Trane Nørby, Bestyrelsesformand for SONFOR

Ellen Trane Nørby understreger, at den oprindelige plan i forvejen planlagde med 4. rensetrin, men at det nu fremrykkes. Den samlede økonomiske ramme for projektet er således uændret.

Ifølge næstformand Tom Hartvig Nielsen hænger beslutningen godt sammen med, at der netop i starten af april er indgået en ny politisk aftale om implementeringen af ”Et Grønt Danmark”, som sætter nye konkrete mål for reduktion af kvælstof og fosfor til bl.a. Als Sund.

Vi har generelt brug for at nedbringe udledninger til Flensborg Fjord, Lillebælt og de øvrige havområder omkring Als. Men det skal ikke være på bekostning af Als Sund. Vi er i bestyrelsen og i SONFOR enige i, at det er godt, at kravene bliver skærpet, fordi de giver os nogle flere handlemuligheder. Det betyder, at vi skal stå lidt mere på tæer nu, men til gengæld kan vores børn og kommende generationer se frem til at kunne soppe i markant renere havvand.

Tom Hartvig Nielsen, næstformand i bestyrelsen for SONFOR

Bestyrelsen for SONFOR har samtidig godkendt, at der frigives 50 mio. kr. til at finansiere driften af Projekt Værdivand over de næste to år. Omkostningen kan rummes inden for den allerede udmeldte ramme på 900 mio. kr. for basisanlæg og 400 mio. kr. for yderligere rensekrav. Den endelige investeringsbeslutning vil efter planen blive truffet i starten af 2027, når miljørapport og anlægsdesign efter planen skal ligge endeligt klar.