Mobil banner

Omkobling af separerede kloaker i Nybøl fremskyndes for at reducere pres på kloaksystemet

Nyheder


I starten af januar betød en kombination af nedbør, vandmættet jord og tøbrud, at den transportledning, der fører spildevand under Alssund til renseanlægget ved Kær Vestermark, blev overbelastet. Det medførte, at der løb ca. 550 m3 blandet spildevand og regnvand ud ved et nødudløbsværk ved Surløkke.

Hændelsen får nu SONFOR til at fremskynde omkoblingen af det kloaknet, som de seneste år er blevet separeret i Nybøl. Det handler om at få taget noget pres af kloaknettet, som i en længere periode har været udfordret af de store mængder nedbør. Det fortæller direktør Christian Udby:

Det er selvfølgelig ikke godt nok, når der sker den her slags utilsigtede overløb – derfor har vi også omgående reageret. Vi har en god og tæt dialog med kommunen – og vi arbejder nu bl.a. på at fremskynde omkoblingen af separeret kloak i Nybøl, så vi kan få reduceret tilløbet af overfladevand til vores ledningsnet.

Christian Udby, direktør i SONFOR

SONFOR har de senere år arbejdet målrettet med at reducere overløb, hvor SONFOR har lukket mere end 30 overløbsrør, og hvor antallet af kendte overløbshændelser er omtrent halveret. Men Christian Udby understreger samtidig, at der fortsat er meget at arbejde med:

Vi arbejder allerede på at få mere data og viden om vores spildevand, hvor vi arbejder på at udvide antallet af overløb, som vi har overvågning på. Men vi kommer heller ikke uden om, at vores rensestruktur er bygget til en anden tid og et andet behov, og det understreger i den grad behovet for, at vi får bygget en ny, tidssvarende rensestruktur.

Christian Udby, direktør i SONFOR