Vi konstaterede i går ved 10.30-tiden et hul på en spildevandsbrønd ved Elsbæk, nær Broager renseanlæg. Miljøvagten blev kontaktet, og hullet er nu lukket.
Utætheden blev opdaget i forbindelse med noget planlagt renoveringsarbejde på Broager Renseanlæg, hvor tilløbspumperne blev standset, og spildevandet derfor stuvede op i den nærliggende brønd ved Elsbæk.
Spildevandschef Esben Lauesen vurderer, at der maksimalt er sket udløb i de ca. 3 timer, arbejdet på renseanlægget stod på. Ifølge Esben Lauesen er det ikke til præcist at sige, hvor meget spildevand, der er løbet ud, men han understreger at hullet sidder højt i brønden, og der derfor kun har været udløb, mens vandet har været forhøjet. Faktisk er det lave flow af spildevand til brønden formentligt en del af forklaringen på, at hullet er opstået. Huller i spildevandsledninger opstår nemlig på grund af svovlbrinte, der over tid kan nedbryde beton, og det dannes især i stillestående spildevand. Ifølge spildevandschefen er brønden ved Broager lidt af et smertensbarn, som flere gange har voldt problemer, og som derfor ugentligt er blevet inspiceret.
Vi har flere gange repareret på den nuværende konstruktion, så sent som i efteråret 2024. Derfor har vi faktisk allerede liggende i vores planer for 2025, at brønden og den ledning, der krydser over Elsbæk til Broager renseanlæg skal udskiftes. Det handler også om at vi skal have lavet en langtidsholdbar løsning under Elsbæk, som er fremtidssikret ift. en ny kommende rensestruktur.
Esben Lauesen, Spildevandschef SONFOR
Indtil en ny konstruktion står færdig vil vi i SONFOR undersøge mulighederne for en midlertidig strømpeforing, så risikoen for yderligere brud minimeres.
