Aflever dit farlige affald i Borgen

I Borgen finder du vores Miljøautomat, hvor du kan aflevere farligt affald

Miljøautomaten

I vores Miljøautomat kan du aflevere dit farlige affald. Du finder Miljøautomaten i Borgen i kælderparkeringen på Plan -1, lige bag rulletrapperne.

Hvad kan du aflevere i Miljøautomaten?

  • Kemikalier, rengøringsmidler, maling og spraydåser
  • Batterier og små elektroniske genstande
  • Elsparepærer

Det er vigtigt, at du lægger batterier, elsparepærer og de små elektroniske genstande i klare plastikposer, inden du afleverer det i Miljøautomaten – batterier i én pose, elsparepærer i en anden osv. 

Hvorfor må brugte batterier ikke ende i skraldespanden?

En meget stor del af et batteri er faktisk værdifulde råstoffer – til gengæld kan de afgive miljøskadelige stoffer, hvis ikke de bliver håndteret korrekt.

En gennemsnitlig dansk husholdning bruger 1,4 kg batterier om året – og bliver de alle afleveret til genbrug, får vi næsten et helt kilo råstoffer, vi kan bruge igen.

Hvorfor er brugte sparepærer farligt affald?

Sparepærer kan frigive små mængder kviksølv til luften, hvis det bliver brændt sammen med resten af dit affald fra beholderen til dagrenovation. Kviksølv er farligt og kan påvirke vores nervesystem.

Derfor er sparepærer godt for miljøet, mens de virker – men når de ikke længere virker, er de miljøfarligt affald, der ikke må komme i skraldespanden.

Hvad sker der med de tomme spraydåser

Dåsen med flødeskum, hårlak eller spraymaling – alle spraydåser står under tryk, og det betyder, at de kan eksplodere, hvis de bliver brændt af. Derfor indsamler vi de tomme spraydåser som farligt affald, så de kan blive tømt under forsvarlige forhold – og metallet fra dåsen kan blive brugt igen.

Hvorfor indsamler vi små elektroniske genstande?

Din fjernbetjening, dit lysende legetøj og din mobiltelefon kan indeholde miljøskadelige stoffer i form af tungmetaller som kadmium og kviksølv – men alle de små elektroniske genstande kan også indeholde værdifulde metaller som guld, sølv og kobber. Derfor er det en rigtig god idé at indsamle dem – både for miljøet og for pengepungens skyld.

Vidste du …
… at der i 200 mobiltelefoner er nok guld til at lave en guldring. Kan du bedre lide ringe af sølv, skal du kun bruge fire mobiltelefoner.