Er der liv i din beholder?

Få gode råd til, hvordan du undgår maddiker i din affaldsbeholder

Slip for maddikerne

Vi har samlet nogle råd, så du forhåbentligt helt undgår maddiker i din beholder – eller kan komme af med dem, hvis problemet først er opstået:

Placer din beholde­r i skyggen

Varme fra direkte sol giver nemlig maddikerne optimale betingelser.

Pak dit affald – og særligt madaffald – i poser og bind dobbeltknude

Hvis dit affald er i lukkede poser, når du smider det i beholderen, er det langt sværere for fluerne at komme til at lægge æg i affaldet.

Sørg for, at skraldespanden inde i dit hus har tætsluttende låg

Fluerne kan nemlig også lægge æg i dit affald, inden det kommer ud i din beholder.

Sørg for at holde din beholder ren

Lugt fra madrester tiltrækker spyfluerne. Det er nemmest at vaske din beholder, hvis du lægger den ned og spuler den med haveslangen – evt. også skrubber beholderen med en kost eller gulvskrubbe. 

Kom af med maddikerne

Hvis skaden er sket, og har du fået maddiker i beholderen, kan du prøve at gøre følgende, når din beholder er blevet tømt:

  1.  Spul den tomme beholder grundigt – fx. med en højtryksrenser.
  2.  Overhæld beholderen med kogende vand indvendigt og luk låget til.
  3.  Hæld vandet ud, når det er kølet af.