Tak for mad!

Fra efteråret 2020 indsamler vi madaffald - det giver GRØN energi!

Madaffald er fuld af grøn energi

Fra oktober 2020 skal vi i Sønderborg Kommune indsamle vores madaffald på samme måde, som vi i dag indsamler genbrugsmaterialer.

Hvordan bliver madaffaldet samlet ind?

I oktober 2020 får alle husstande i Søndeborg Kommune en ny beholder med to rum til madaffald og restaffald. Du afleverer madaffaldet i ganske almindelige plastikposer, der kan lukke helt tæt, så beholderen ikke bliver unødvendigt beskidt. 

Når ordningen starter, får du en rulle plastikposer udleveret – og når rullen er brugt op, får du en ny. Det er ganske almindelige plastikposer, så skulle du løbe tør for poser, inden du får bestilt nye, kan du bruge enhver anden slags plastikpose.

Hvad er ‘Madaffald’?

Madaffald kan være mange ting – men helt overordenet er det madrester, du ellers ville smide ud:

Indsamlingen af madaffald er del af Affald2020 – vores nye affaldssortering, som starter oktober 2020.

Mad, du ikke har lyst til at spise …

De grønne rester

Toppe, du skærer af, inden du sætter tænderne i guleroden, er rigtig godt Madaffald – og det samme gælder æbleskroget, indmaden fra melonen, stokken fra blomkålen, skrællen fra kartoflerne, osv.

De yderste blade

Hvis de yderste blade på salathovedet er gule eller bare knap så appetitlige, så smid dem i posen – på vores anlæg kan de forvandles til dejlig grøn biogas.
Så i posen med dem og Tak for Mad!

Mad, der er blevet for gammelt

Hvis skinkesalaten har overskredet ‘sidste salgsdato’, der er kommet lidt mug på rugbrødet eller bananen er blevet sort – så smid dem i posen.

HUSK at plastemballagen fra skinkesalaten ikke må komme i posen – plastik er nemlig ikke madaffald!

Mad, du ikke kunne spise …

Madresterne fra din morgenmad

Et halvt rundstykke med pålæg, en rest havregrød eller lidt røræg – bare i posen med det.

Madresterne fra din frokost

Det sidste pastasalat, en halv sandwich med tun eller de lidt halv-kedelige agurkestave må alle sammen gerne komme i posen. Bare husk at fjern alle rester af emballage eller indpakning som mellemlægspapir, stanniol eller husholdningsfilm – dét er nemlig ikke madffald!

Madresterne fra din aftensmad

Spaghetti med kødsovs, dampede grøntsager, de afgnavede spareribs og kanten fra din pizza – alle madresterne fra din tallerken kan du uden videre smide i posen.

… og skulle der være rester efter ungernes fredagsslik

– så bare smid det i posen. Chips, vingummi, bolcher og chokolade er nemlig også lækkerier for biogasanlægget.

… og mad, der blev til overs, da du var i køkkenet

Det, du skærer fra

Fedtkanten fra kyllingefileten og andet råt kød må du også gerne smide i posen – og det samme gælder osteskorper. Bare du søger for, at der ikke sidder rester af f.eks. papir eller plastik på stykkerne.

Kaffefilteret og teposen

Kaffefiltre og teposer er gode til både kompost og som madaffald – så lad dem dryppe af og smid dem i posen.

Æggeskaller

Æggeskaller, fiskeben og knoglerester kan sagtens blive til biogas – så i posen med dem.

Haveaffald kan også være Madaffald

Hvis du har små mængder haveaffald, som visne blade, potteplanter (uden potte) eller afskårne blomster, må du også gerne smide dem i beholder – men det er en god idé først at putte det i en af de poser, du har fået udleveret. Ellers bliver beholderen hurtig beskidt.

Nej tak til emballager!

Som du kan se, er der rigtig meget, vi kan genbruge som madaffald – men der er også  ting, man kunne tro, var madaffald, men som bestemt ikke er det:

 

  • Emballage – den emballage maden var i, er ikke madaffald. Så nej tak til syltetøjsglas, leverpostejsbakker eller ketchupflasker. Nogle emballager vil du kunne rengøre og smide i genbrugsbeholderen, og nogle skal i stedet i beholderen til restaffald.
  • Service og servietter – tallerkner, bestik, paptallerkner, køkkenrulle og andet, der måske har madrester på sig, er ikke madaffald.