Vores drikkevand er helt fri for PFAS

Vi ønsker at forsikre vores kunder om, at drikkevandet er fri for PFAS.

Vores drikkevand er helt fri for PFAS

De hormonforstyrrende stoffer PFAS skaber i disse dage bekymring rundt omkring i landet, hvor de flere steder er fundet i analyser af drikkevandet.

Derfor ønsker vi at forsikre vores kunder om, at drikkevandet er fri for PFAS.

”Vi skal leve op til nogle meget høje krav, når det handler om kvaliteten af vores drikkevand, og vi får testet vand fra vores boringer meget grundigt i eksterne laboratorier. Derfor ved vi med meget høj sikkerhed, at det drikkevand, vi sender ud til vores kunder, er fri for PFAS,” siger formand for Sønderborg Forsyning, Ellen Trane Nørby.

Vi leverer drikkevand til omkring halvdelen af kommunens borgere i områderne i – og omkring – Augustenborg, Gråsten, Nordborg og Sønderborg. Kvaliteten af drikkevandet bliver undersøgt gennem analyser fra både boringer, vandværker og taphaner hos kunderne. Her tester vi vandet i flere omgange for indhold af bakterier, naturlige stoffer, vandbehandlingsparametre, metaller og en lang række miljøfremmede stoffer – herunder 44 pesticider, fortæller formanden.

”I Sønderborg Forsyning gør vi meget ud af at leve op til de lovpligtige vandanalyser. Vi har derudover også valgt selv at lave yderligere test for diverse bakterier på vores vandværker hver måned for at sikre, at vi kender vores drikkevands kvalitet rigtig godt. Vand er vores vigtigste fødevare, og derfor er det meget ulykkeligt, at den høje kvalitet af dansk drikkevand lige nu er truet så mange steder. Vi kommer naturligvis til at holde ekstra grundigt øje med vores eget drikkevand, så vi kan reagere hurtigt, hvis det skulle ramme os” siger formand Ellen Trane Nørby.

Når mennesker indtager PFAS stoffer over en længere periode, er der mistanke om skadevirkninger som påvirkning af immunforsvaret, øget risiko for visse kræftformer, mindsket fertilitet mm.

Der findes flere tusinde PFAS-stoffer, hvoraf de mest kendte er PFOA, PFOS og PFOSA.

Ifølge miljøstyrelsen bruges stofferne bredt i industrien som smudsafvisende overfladebehandling og imprægnering af bl.a. tekstiler, teflonpander samt papir og pap.

  Stoffet PFOS har tidligere været anvendt i brandslukningsskum og findes i dag spredt i miljøet.