Indret dit køkken til sortering

Få inspiration til hvordan du indretter dit køkken, så du nemt kan sortere dit affald indenfor.

Inspirationskatalog

Hvordan skal affaldssorteringen foregå i dagligdagen, der hvor affaldet “opstår”? 

For nogle er det vigtigt, at indretningen er æstetisk. For andre er det absolut vigtigste, at den er praktisk. Mens andre vælger slet ikke at sortere indenfor, men først udenfor.  Vi har samlet nogle forskellige bud fra hjem rundt om i kommunen, så du kan lade dig inspirere af deres valg.

Løsning 1: Metalstativer

Christina fra Sønderborg:

“Vores indretning er en gør-det-selv løsning, hvor vi har hængt tre metalstativer på lågen under vores køkkenvask og tre stativer under vasken i vores bryggers. Vi har valgt at placere de tre ting vi har mest affald af i dagligdagen i køkkenet og de andre tre ting i bryggerset – markeret med klistermærkerne fra Sønderborg Forsyning. Men vores køkken og bryggers ligger også med bare én dør imellem, så det er ligetil.”

Løsning 2: Spande

Mette fra Vollerup:

“Der er god plads under min køkkenvask og to låger, så jeg har fået plads til alle typer affald der. Jeg har to større spand til både madaffald og restaffald, som hænger på hver sin låge, og så har jeg fire mindre spande stående under vasken, hvor jeg kan sortere hver af de fire genbrugstyper.”

Løsning 3: Udtræksspande med seks rum

Dan fra Broager:

“Skabet under min køkkenvaks er 60 cm bredt med et afløb i midten. Det har jeg målt grundigt op, og så har jeg bestilt en løsning på nettet. Vi har valgt at have poser i alle spandene – ikke kun mad- og restaffald. Men så tømmer vi jo bare poserne ud, når vi bærer affaldet ud til beholderne.”

Løsning 4: Indbygget sorteringssystem

Dorte fra Sønderborg:

“Min handyman Søren har købt et sorteringssystem i et lokalt byggemarked, og installeret under køkkenvasken. Nu kan jeg nemt trække systemet ud og smide både madaffald, restaffald og genbrug ud uden at skulle bukke mig.”

Løsning 5: Madspand på køkkenbordet

Jesper fra Augustenborg:

“Jeg bliver nok lidt udfordret på at huske at sortere madaffald nu. Derfor har jeg valgt at have spanden med madaffald stående på køkkenbordet. Så bliver jeg mindet om det – og den generer ikke mig at se på. Mit affald til genbrug ligger jeg i en spand under vasken og sorterer først endeligt, når jeg står udenfor ved beholderne. Sådan er det nemmest for mig.”

Løsning 6: I den lille lejlighed

Margrethe:

“Jeg bor i en lille lejlighed, så jeg har ikke plads til smarte affaldssystemer. I stedet har jeg en madspand på køkkenbordet og to poser ved radiatoren til plast og papir, da det er de typer af affald, som jeg har mest af. Jeg har faktisk næsten ikke restaffald mere. For at jeg ikke skal gå ned til beholderne hele tiden, har jeg så sat spande på væggen uden for min dør. Det fungerer fint for mig. “

Del din løsning

Har du fået indrettet dit hjem godt til affaldssortering? Vi vil rigtig gerne se din løsning og bruge den til at inspirere andre.

Send en mail til kommunikation@sonfor.dk med 1-2 billeder og en kort beskrivelse. Så tilføjer vi den her på siden, så du kan være med til at inspirere.