Hvorfor sorterer vi?

Når vi sorterer vores affald, gør det en stor forskel for miljøet

Genbrug gør en forskel!

I Sønderborg Kommune er vi rigtig gode til at aflevere pap, glas, plast, papir og metal i genbrugsbeholderen. 

I 2019 indsamlede vi i fællesskab:

2.642 ton papir

– og det betød, at mere end 22.000 træer ikke blev fældet

Det meste papir kan bruges til at lave nyt papir. Papir, som ikke har været brugt så mange gange før, kan blive til helt hvidt papir. Papir, der har været brugt til aviser mange gange, er fyldt med tryksværte og bliver i stedet til æggebakker, frugtbakker eller lignende. Faktisk kan papir genbruges helt op til ti gange.

405 ton pap

– mere end 5 kg ren pap fra hver eneste indbygger i Sønderborg Kommune

Når du afleverer pap til genbrug, er det ikke kun de store papkasser, der gør en forskel. Hvis f.eks. alle husstande i Sønderborg kommune smed deres toilet- og køkkenrullepaprør i genbrugsbeholderen, ville vi i løbet af et år kunne indsamle 25 ton pap.

331 ton metal

– og det sparede atmosfæren for mere end 1.800 ton CO2

Af de 331 ton var hele 144 ton rent aluminium fra f.eks. øl- og sodavandsdåser. Aluminium bliver brugt til fremstillingen af alt fra fly og cykler til gryder og leverpostejbakker – vi har masser af det, men det kræver rigtigt meget energi at udvinde. Faktisk sparer du strøm, svarende til, hvad en computer bruger på 8 timer, hver gang du sender bare én aluminiumsdåse videre til genbrug.

257 ton plastik

– der kan omdannes til bl.a. soveposefyld, fleecetrøjer, legetøj og isolering

Plastik bliver primært fremstillet af råolie – og faktisk bliver 4 % af verdens olieproduktion omdannet til plast. Men hvor det kræver 2 liter råolie at lave 1 kilo ny plastik, kræver det kun 1 liter olie at fremstille 1 kilo plastik af genanvendt plastik. Så med dit bidrag til indsamlingen af plastik har vi sammen sparet  257.000 liter olie.

1.435 ton glas

– 1.435 ton genbrugsglas kan blive til 3.000.000 nye vinflasker

Glas har en meget høj genbrugsværdi. Til gengæld giver det overhovedet ingen mening at smide genbrugsglas til forbrænding sammen med restaffaldet. Glas kan nemlig ikke brænde, men bliver i stedet del af restproduktet slagge.

I 2020 bliver vi endnu bedre – TAK fordi du sorterer dit affald!